Jagt på Frontier i Sydafrika - Rejsefortælling

Det er nu nogle måneder siden, vi vendte hjem, og vores uforglemmelige tur til Sydafrika er blevet til et af de minder, der bliver ved med at dukke op, når tankerne får lov at vandre.

Min jagtkammerat Troels og jeg satte en tidlig mandag morgen kursen mod Kastrup Lufthavn. Check-in og sikkerhedskontrol blev hurtigt overstået, og kort efter sad vi i flyet med kurs mod Afrika.

Rejsen gik via Heathrow og Johannesburg, inden vi steg ombord på et mindre fly til Port Elizabeth.

I lufthavnen blev vi mødt af vores PH og guide, Jason. Ved første øjekast virkede han som en mand af få ord, men det varede ikke længe, før den ene tørre bemærkning efter den anden fik os til at grine. Stemningen var afslappet, humøret højt, og den afrikanske sol skinnede fra en skyfri himmel.

Efter en hurtig bid mad var det tid til at få ild i riflerne. På skydebanen prøvede vi forskellige rifler på flere afstande, indtil alle var helt trygge ved udstyret. Derefter gik turen tilbage til bomaen, hvor et overdådigt velkomstmåltid ventede os. Der var ikke sparet på noget, og sulten blev hurtigt stillet.

Mætte af god mad og kolde drikke var det tid til at finde køjen. Morgendagen skulle nemlig bruges på det, vi var kommet for.

Troels' første afrikanske jagt – zebraen

Vækkeuret ringede tidligt. Med næsten 30.000 hektar jagtområde foran os var der ingen tid at spilde.

Efter en solid morgenmad satte vi os i Land Cruiseren og kørte ud i det afrikanske landskab. Solen var netop begyndt at stige over horisonten, og dyrelivet vågnede langsomt omkring os.

Dagens første mål var klart: Troels skulle have sin første afrikanske zebra.

Vi kørte rundt for at finde et godt udsigtspunkt, hvorfra vi kunne afsøge terrænet. Fra toppen af et bjerg stod vi fire mand og lod blikket glide hen over det enorme landskab i håbet om at spotte de karakteristiske sorte og hvide striber.

Det varede ikke længe, før Jason fik øje på en lille flok zebraer omkring to til tre kilometer væk i tæt bush. Chancen var der, men pürschen ville blive vanskelig.

Vi kørte bilen så tæt på som muligt og fortsatte til fods.

Stille satte vi den ene fod foran den anden gennem det tætte buskads. Fuglesang fyldte luften, mens forskellige antiloper uforstyrret bevægede sig rundt i bushen. Vinden var perfekt, og forholdene kunne næsten ikke være bedre.

Efter blot 20-30 minutters pürsch fik vi igen øje på zebraerne, nu på omkring 400-500 meters afstand.

Langsomt arbejdede vi os tættere på. Meter for meter blev afstanden mindre, indtil muligheden pludselig opstod.

Troels placerede roligt riflen på skydestokken. Jason gav et kort fløjt. Zebraen stoppede op.

Et øjeblik stod tiden stille.

Så lød skuddet.

Kuglen ramte perfekt lige bag skulderen og gik gennem lungerne.

Usikkerheden breder sig – men blodsporet fortæller historien

Ved skuddet sprang zebraen frem og forsvandt hurtigt ind i den tætte vegetation. På grund af bushens tæthed var det umuligt at se, hvor langt den løb.

Vi gik derfor frem til anskudsstedet for at lede efter tegn.

Kort efter fandt vi de første bloddråber. Det lyserøde, skummende blod efterlod ingen tvivl – kuglen havde ramt lungerne.

Med fornyet optimisme fulgte vi sporet.

Efter knap 100 meter lå den smukke zebra foran os.

Smilene bredte sig øjeblikkeligt. Det var en succes fra start til slut, og Troels kunne med rette være stolt af sit første afrikanske trofæ.

Vi fik hurtigt hentet Land Cruiseren og transporteret zebraen tilbage, så skindet kunne bevares i bedst mulig stand under den varme afrikanske sol.

Dagene derefter

De følgende dage bød på flere spændende jagter. Impala, springbuk, nyala og steinbuk stod på programmet, og både Troels og jeg var heldige at få fine muligheder og vellykkede jagter.

Jeg kunne skrive lange historier om hver eneste oplevelse, hvert bålmåltid og hver eneste kilometer i den afrikanske bush, men det må blive en anden gang.

Efterhånden som dagene gik, voksede vores relation til Jason og de øvrige ansatte. Det føltes hurtigt som mere end blot et jagtophold.

Pludselig kom dagen, hvor kufferterne igen skulle pakkes.

Turen til Sydafrika var fantastisk på alle parametre. Fantastisk jagt, fantastiske mennesker og oplevelser for livet.

Mest af alt er jeg glad for, at jeg fik lov til at dele eventyret med Troels.

Hunting Tour Offers

Do As Thousands of Other Hunters!

Subscribe to The Newsletter and Get Travel Offers along with Hunting News directly in Your Inbox

  • Great Offers on Hunting Tours
  • Info on Hunting Abroad
  • Special Holiday Packages